Health Issues

Hofteledsdysplasi (HD)
Albueledsdysplasi (AA)
Sub Aorta Stenose (SAS)
Demodicose
Mavedrejning
Sub Aortic Stenosis (SAS) – English part

Hofteledsdysplasi (HD)
Kilde: www.netdyredoktor.dk – af dyrlæge Christian Mogensen

Hvad er hofteledsdysplasi hos hunde?
Hofteledsdysplasi er en arvelig lidelse, hvor hofteleddet bliver ustabilt. Normalt passer lårbenets ledhoved nøjagtigt ind i hofteskålen i bækkenet, så der er en god tæt forbindelse. Men ved hofteledsdysplasi kan der under opvæksten udvikles ustabilitet, så hunden får smerter, når den bevæger sig. Udviklingen af hofteledsdysplasi skyldes et sammenspil af forskellige faktorer:

  • Hundens størrelse og race
  • Væksthastigheden
  • Foderets sammensætning
  • Træningsintensitet og -varighed

Der er altså både genetiske og miljømæssige faktorer, som spiller ind.

Hvad er symptomerne på hofteledsdysplasi?
Hos unge hunde:

  • Hunden kan være uvillig til at springe eller gå op ad trapper
  • “Harehop” med bagbenene under løb, dvs. bagbenene føres frem ved siden af hinanden i stedet for med det ene forrest
  • Nedsat udholdenhed ved løb
  • Pludselig opstået halthed på et eller begge bagben

Hos ældre hunde:

  • Halthed på et eller begge bagben, som opstår gradvist
  • Besvær med at rejse sig
  • Stiv gang på bagben
  • Uvillig til at gå op ad trapper
  • Muskelsvind af lårmuskulatur og bagpartsmuskulatur; hunden får et smalt udseende bagtil
  • Da vægten lægges frem på forbenene, bliver forkroppens muskulatur mere udviklet

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen hofteledsdysplasi?
Dyrlægen vil undersøge, hvordan din hund bevæger sig. Bagefter vil han undersøge, om det gør ondt, når hofteleddene bøjes og strækkes, og om der er normal bevægelighed i hofteleddene.
For at stille en nøjagtig diagnose er det nødvendigt at tage røntgenbilleder af hofterne. Hvis hunden er meget rolig, kan man godt tage røntgenbillederne, uden at den er bedøvet. Det giver dog oftest bedre billeder, og det er også rarere for hunden, hvis den er bedøvet under optagelserne. Røntgenoptagelsen sker mens hunden ligger på ryggen og får sine bagben strakt helt bagud, mens de samtidigt holdes parallelle. På billederne ser dyrlægen efter, hvor godt ledhoved og ledskål passer sammen, og hvordan formen på lårbenshovedet og ledskålen er.

Fra USA er der introduceret en ny røntgenundersøgelsesmetode kaldet Penn-Hip, hvor man undersøger, hvor meget lårbenshovederne kan bevæges ud og ind af hofteskålene. Under denne undersøgelse skal hunden altid bedøves. Det første røntgenbillede tages, mens hundens lårben holdes fra hinanden med et specielt hjælpemiddel samtidig med, at knæene presses mod hinanden. Derefter tager man et billede, hvor lårbenshovederne bliver presset ind i hofteskålene. På billederne kan man måle, hvor stor ustabilitet der er i leddene. Både den gamle og den nye metode bruges i Danmark. Den nye metode giver en større sikkerhed for, hvor slappe hofteleddene er, men i Dansk Kennel Klubs regi bruges stadig den gamle metode. Hvis din dyrlæge er certificeret til at tage billeder efter Penn-Hip metoden, kan du selv vælge, hvilken en af metoderne du vil have brugt.

Hvordan behandles hofteledsdysplasi?
Hos en ung ikke-udvokset hund med hofteledsdysplasi kan hofteleddene godt stabiliseres så meget i løbet af vækstfasen, at symptomerne forsvinder.
I den akutte fase med smerter vil dyrlægen behandle hunden med smertestillende medicin og bede dig holde din hund i ro. Eventuelt skal hundens diæt og træning lægges om.
En voksen hund med hofteledsdysplasi behandles som regel med smertestillende medicin. En anden medicinsk behandling består i at dyrlægen give hunden brusk-forbedrende medicin som 4 indsprøjtninger, med en uge imellem. Dette suppleres med kosttilskud. Hvis det ikke hjælper tilstrækkeligt, eller hvis man vurderer, at en operation er nødvendig, er der flere muligheder:

  • Man kan fjerne en muskel, der ligger på indersiden af låret og har fæste på hofteskålens kant. Det giver ledhovedet en lidt anden stilling i hofteskålen, så smerterne forsvinder. Af og til kommer der smerter igen på et senere tidspunkt efter denne operation.
  • Det kan blive nødvendigt at save lårbenshovedet af, hvis der er kommet svære forandringer i hofteleddet. Så får hunden dét, man kalder en hængehofte. Efter operationen er det muskulaturen omkring hofteleddet, der bærer vægten. Operationen bevirker, at benets bevægelighed mindskes en lille smule, men de fleste hunde klarer sig alligevel glimrende.
  • Hvis der er tale om meget slem hofteledsdysplasi, kan man udføre en operation, hvor bækkenet gennemsaves tre steder omkring hofteskålen. Bagefter drejes bækkendelen, så hofteskålen kommer til at ligge mere henover ledhovedet. Til sidst sættes bækkenet sammen igen med plader og skruer. Det er en meget dyr operation, der ikke benyttes så ofte.
  • Der er også mulighed for at erstatte hofteskål og ledhoved med et kunstigt led ligesom på mennesker. Metoden er god, men dyr.
  • I de seneste år er det blevet mere populært at indlægge guld i akupunkturpunkter omkring hofteleddet. Fordelen er, at man ikke skal skære i hunden. Guldstykkerne lægges ind via en kanyle, som placeres i akupunkturpunkterne. Metodens effektivitet er endnu ikke klarlagt, men undersøges stadig.

Hvad er fremtiden for din hund, hvis den har hofteledsdysplasi?
For den unge hund (yngre end 12 måneder) med smerter, der får konstateret hofteledsdysplasi, ser man af og til, at hofteleddet stabiliserer sig under den videre opvækst, så hunden bliver symptomfri. Men hunden kan i løbet af nogle år få symptomer igen, og så må man overveje behandlingsmulighederne igen.
Mange ældre hunde med hofteledsdysplasi kan hjælpes med smertestillende midler. Som nævnt i afsnittet om behandling af hofteledsdysplasi ovenfor, er der mange behandlingsmuligheder, så chancen for at få en velfungerende hund er god. Der findes dog nogle håbløse tilfælde, som ikke kan hjælpes.
Det skal pointeres at hunde, der får konstateret hofteledsdysplasi, ikke bør bruges i avlen. Der er over hele verden iværksat programmer, som skal afdække hvilke hunde, der har hofteledsdysplasi og derfor ikke må bruges til avl.

Hvorfor får hunde hofteledsdysplasi?
Hofteledsdysplasi er det, man kalder en multifaktoriel lidelse. Det vil sige, at der både er genetiske og miljømæssige faktorer, som spiller ind. Der er mange forskellige gener, der har betydning for lidelsen, så avlsprogrammer, der skal afskaffe hofteledsdysplasi, er vigtige.
I opvæksten har foderets sammensætning stor betydning for udviklingen af hofteledsdysplasi. For stor væksthastighed og ubalance i mineralsammensætningen disponerer for lidelsen. Det er især for meget kalk og forkert kalcium-fosfor forhold i foderet, der har betydning.
Overdreven motion og træning af unghunde øger risikoen for hofteledsdysplasi, og for alle hunde er overvægt i høj grad med til at forværre tilstanden.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få hofteledsdysplasi?
Det er især store hunde, der har problemer med hofteledsdysplasi. Her kan bl.a. nævnes schæfer, retriever, rottweiler, sanktbernhardshund og ruhåret hønsehund.

DKK’s officielle udledning (Hunden Marts 2000) efter 5 trins skalaen er:

  • A Ingen tegn på hofteledsdysplasi
  • B Hunden har ikke hofteledsdysplasi, men har hofter, der er i en overgangsform mellem HD fri og mild dysplasi
  • C Hofteledsdysplasi i mild grad
  • D Hofteledsdysplasi i middelsvær grad
  • E Hofteledsdysplasi i svær grad

Gå til toppen

Albueledsdysplasi (AA)
Kilde: www.netdyredoktor.dk – af dyrlæge Christina Brock

Hvad er albueledsdysplasi?
Albueledsdysplasi er en arvelig lidelse, der opstår på grund af fejludvikling af albueleddet. Albueleddet består udover ligamenter og ledkapsel af tre knogler: Overarmsknoglen (Humerus), spolebenet (Radius) og albuebenet (Ulna).
Albueledsdysplasi er en inkongruens imellem de tre knogler, som udgør leddet.
Fejludvikling af specielt albuebenets ledflade bevirker, at denne er svagt ellipseformet.
Dette forværres af at spolebenets ledflade er ændret i rundingen, således at overarmsknoglen ikke passer ind i leddet. Nogle taler om en trappedannelse i leddet.
Fejludviklingen i albuen kan resultere i tre forskellige udviklingslidelser:

  • Brud af Processus Coronoideus
  • Osteochondrose i albueleddet
  • Løsning af Processus Anconeus

Hvad er symptomerne på albueledsdysplasi?

  • Halthed på et eller begge forben allerede fra 4-6 måneders alderen.
  • Nedsat bøjelighed af albuen.
  • Hunden aflaster albuen ved at dreje denne udad.
  • Ofte ses uvilje mod at gå ned af trapper.
  • Hunden ønsker ikke at springe eller gå på “A-bræt” ved træning.
  • Nedsat lyst til at lege.
  • Leddet kan være hævet og ømt.
  • Muskelatrofi ses i fremskredne tilfælde.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen albueledsdysplasi?
Diagnosen stilles efter en klinisk undersøgelse af begge albueled, efterfulgt af en røntgenoptagelse, hvorved albueleddene fotograferes i to plan. Da det er meget små ledforandringer, man kigger efter, er det nødvendigt at have hunden bedøvet ved disse optagelser.
Ofte præsenteres hunden så tidligt i forløbet, at der ikke altid er røntgenologiske forandringer, og man vil i de tilfælde røntgenfotografere hunden igen efter 4-6 uger.
Alle tre lidelser i albueleddet vil afsløres af en røntgenundersøgelse.
Enkelte klinikker diagnosticerer ved hjælp af en kikkertundersøgelse af leddene.

Hvordan behandles albueledsdysplasi?
Albueledsdysplasien behandles i hver af de tre ovennævnte tilfælde ved en operation.

  • Brud af af Processus Coronoideus på spolebenets ledflade til overarmsknoglen er den hyppigste årsag til albueledsdysplasi. Bruddet bevirker, at der opstår en læsion på overarmsknoglens ledbrusk. Man fjerner brudstykket ved en operation. Operationen kan være vanskelig, da albueleddet er et meget stramt led at operere i, og det afbrækkede knoglestykke undertiden sidder fastklemt langt inde i leddet.
  • Ved osteochondrose i albueleddet ses en udviklingsforstyrrelse i overarmsknoglens ledbrusk. Her kan man tidligt i forløbet finde en bruskflap på ledfladen, som fjernes. Senere i sygdomsprocessen kan denne bruskflap være revet løs og danne en ledmus. Ledmusen kan ligeledes fjernes ved en operation.
  • Løsning af Processus Anconeus skyldes at nogle hunderacer, f.eks. Schæfere, danner spolebenet ud fra to forbeningscentre. Stress af leddet på grund af inkongruens bevirker derefter, at de to forbeningscentre ikke vokser sammen. Lidelsen kureres ved at bortoperere det løsnede stykke knogle.

Hvad er fremtiden for din hund, hvis den får albueledsdysplasi?
Hvis sygdommen opdages i tide, og gerne inden hunden er 6 måneder gammel, kan en operation kurere hunden og gøre den helt smertefri.
Det er dog altid vigtigt efter operationen at få en vurdering af leddets holdbarhed, da begyndende slidgigt i leddet kan være fremskredent, uden at dette kan erkendes på røntgenbillederne.
Ved ubehandlede tilfælde af albueledsdysplasi udvikler hunden slidgigt i albuen.

Hvorfor får hunde albueledsdysplasi?
Albueledsdysplasi er i høj grad arveligt. Men andre faktorer som miljø og fodring spiller også ind.

Hvad kan jeg selv gøre for at forebygge albueledsdysplasi?
For at begrænse sygdommens udbredelse har Dansk Kennel Klub iværksat et program, hvor en række specialklubber kræver røntgenundersøgelse af albueleddene, før de giver avlsgodkendelse.
Hvalpefoder med et højt calciumindhold giver anledning til hurtig knoglevækst, især hos de store racer. Derfor kan forkert fodring være årsag til, at en arveligt disponeret hvalp udvikler albueledsdysplasi.

Hvad er risikoen for, at din hund får albueledsdysplasi?
Risikoen vil altid være til stede hos de disponerede racer, men nedbringes betydeligt, hvis man undgår at avle på dyr med albueledsartrose.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få slidgigt i albueleddet?

  • Schæfere, Rottweilere, Sankt Bernhards, Broholmere og Berner Sennen er disponerede for brud af Processus Coronoideus.
  • Retrievere, Berner Sennen og Rottweilere er disponerede for osteochondrose i albueleddet.
  • Schæfere er disponerede for løsning af Processus Anconeus.
  • Bassets og Bulldogs er disponerede for afrivning af Processus Anconeus.

Anden viden om albueledsdysplasi.
Da de to underarmsknogler, spolebenet og albuebenet, er tæt forankrede af ligamenter, vil der opstå et øget stress på spolebenet, såfremt albuebenets længdevækst stopper.
Løsning af proc. Anconeus hos andre racer som f.eks. Bulldogs og Bassets, skyldes ikke en løsning på grund af to forbeningscentre, men snarere et regulært brud af proc. Anconeus på grund af et vedvarende træk, som opstår hos disse racer, fordi der er en manglende længdevækst af albuebenet. Operation i dette tilfælde vil være en overskæring af de ligamenter, som forankrer albuebenet til spolebenet, således at længdevæksten af spolebenet ikke længere bremses.
I Dansk Kennel Klub (DKK) har man de seneste år set en positiv udvikling med hensyn til antallet af registrerede tilfælde af albueledsdysplasi. Dette skyldes bl.a. de avlsrestriktioner, som er indført for de pågældende racer.
DKK’s bedømmelser af albueledsdysplasi (AA) fra 2001, hvor mere end 50 individer er bedømt, afslører:

  • 55 % af de fotograferede Rottweilere havde AA
  • 53 % af de fotograferede Broholmere havde AA
  • 42 % af de fotograferede Newfoundlændere havde AA
  • 32 % af de fotograferede Berner Sennen havde AA
  • 23 % af de fotograferede Golden retrievere havde AA
  • 19 % af de fotograferede Schæfere havde AA
  • 18 % af de fotograferede Labrador retrievere havde AA

Gå til toppen

Aortastenose
Kilde: www.dyrehospitalet.kvl.dk – af Dyrlæge Annika Linde & Dyrlæge Jørgen Koch, Hospital for Mindre Husdyr, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, 2000.

Hvad betyder navnet?
Aortastenose (AS) er en medfødt hjertesygdom, hvor kropspulsåren er forsnævret i varierende grad (aorta=kropspulsåre; stenose=forsnævring).
Sygdommen kan optræde i tre forskellige former, hvilket betyder, at forsnævringen enten er placeret over, på eller som en ringdannelse umiddelbart under hjerteklappen.

Hvilke racer rammes oftest?
Hjertesygdommen ses typisk hos de mellemstore til store hunderacer, som f.eks. Grand Danois, Rottweiler, Bouvier des Flandres, Golden Retriever, Boxer, Schæfer, Newfoundlænder, Tysk Korthår, Samojede og Bullterrier.
Sygdommen er sjælden hos kat.

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen Aortastenose?
Diagnosen stilles ved, at der foretages auskultation (dvs. der lyttes på siden af brystkassen med et stetoskop), EKG (dvs. et ”hjertekardiogram”), røntgenbillede af brysthulen samt skanning af hjertet (dvs. visualisering af hjertets indre strukturer ved hjælp af lydbølger).
Når dyrlægen lytter på et dyr med AS, vil der ud over de to normale hjertetoner (lub-dub, lub-dub, lub-dub), kunne høres en ekstra susende lyd imellem de to normale hjertetoner (lub-schuu-dub, lub-schuu-dub, lub-schuu-dub), hvilket opstår fordi blodet inde i hjertet skal forbi et forsnævret område, hvor der opstår forstyrrelse i den normale blodgennemstrømning, hvilket kan høres som ”et sus”. Dette ”sus” kaldes en mislyd og kan høres i variende styrker afhængigt af sværhedsgrad samt stressniveau.
Ved optagelse af et ”hjertekardiogram” kan der i nogle, men langt fra alle, tilfælde ses tegn på forstørrelse af venstre hjertehalvdel og evt. unormale ”ekstraslag” (arytmi), som tegn på, at der kan være beskadigede områder i hjertemusklen.
Ved røntgenoptagelse af brysthulen er det muligt at vurdere, hvorvidt dyret har komplikationer som f.eks. forstørret hjerte, vand i lungerne eller kompression af bronkierne.
Ved ultralydskanning af hjertet (ekkokardiografi) kan dyrlægen direkte undersøge, hvor defekten er placeret samt i hvilken grad hjertemusklen er forstørret (hypertrofieret). Det er ligeledes muligt vha Doppler-skanning at måle blodets hastighed ved defekten. Normal blodhastighed ved kropspulsårens klapper er 1-2 meter/sek. Ved alvorlige tilfælde af AS ses hastigheder på 5-8 meter/sek.

Hvad sker der inde i det syge hjerte?
En hjertedefekt som Aortastenose resulterer i, at den mængde blod, der skal transporteres fra hjertet og ud i kroppen, skal gennem et forsnævret område. Dette kan sammenlignes med at sætte sin finger for en vandhane: Når vandet skal passere forbi et væsentligt mindre areal, vil trykket mod ens finger stige, hvilket er det samme, der sker inde i hjertet, når blodet skal passere en mere snæver passage end ellers.
Når trykket stiger, må hjertet arbejde hårdere end tidligere for at få blodet ud i kroppen, og da hjertet er en muskel vil denne med tiden blive større, når den udsættes for et øget arbejdspres (lidt ligesom at dyrke ”fitness”). Denne vækst af hjertemusklen kan resultere i beskadigede områder med celledød og bindevævsindlejring.
Hjertesygdommen kan desuden give anledning til såkaldte rytmeforstyrrelser, der kan resultere i besvimelsesanfald, og i de værste tilfælde pludselig dødsfald.

Hvilken betydning har sygdommen for mit dyr?
AS optræder i forskellige sværhedsgrader og betydningen heraf varierer for det enkelte dyr. Der kan desuden tilstøde forskellige komplicerende faktorer, der afgør hvorvidt sygdommen har en god eller dårlig prognose for den enkelte hund, men følgende blodhastigheder over defekten anvendes til at inddele sygdommen i forskellige sværhedsgrader:

  • under 2 meter/sek (trykgradient < 16 mm Hg) er normal blodflowshastighed over aortaklappen.
  • 2-3 meter/sek (trykgadient < 36 mm Hg) karakteriseres som en mild AS
  • 3-4.5 meter/sek (trykgradient < 81 mm Hg) karakteriseres som en moderat AS
  • >4.5 meter/sek karakteriseres som en højgradig AS

(se dog specifik inddeling for Dogue de Bordeaux under afsnittet ”Hjerteundersøgelse af Dogue de Bordeaux)

(følgende formel anvendes til omregning fra hastighed til trykforskel i mmHg : 4 x hastighed2)
f.eks. er trykforskellen ved en hastighed på 5 m/s = 4 x 5 x 5 = 100 mmHg

Det er vigtigt at forstå, at defekten ikke er stationær, men kan forværres med tiden (især hos det unge dyr).
En hund, der får konstateret en mild grad af AS, vil sædvanligvis ikke være synligt påvirket af lidelsen og forventes at kunne leve et normalt langt liv. En moderat grad af AS kan give problemer, men det tager ofte flere år før symptomerne opstår, mens en svær grad af AS med stor sandsynlighed vil give dyret fysiske problemer i form af nedsat tolerance overfor motion, evt. hoste samt besvimelsesanfald tidligt i dyrets liv. Prognosen er endvidere dårlig og hunden lever oftest kun få måneder til år.

Hvordan kan sygdommen behandles, og hvilke forholdsregler bør der tages?
I Danmark foretages på nuværende tidspunkt ikke kirurgisk behandling af AS, ligesom det kendes fra human medicinen og fra udlandet.
I de tilfælde, hvor dyrlægen finder det relevant, kan symptomatisk behandling komme på tale f.eks. med en såkaldt b-blokker (= beta- blokker) (Atenor 25mg/50mg tabletter), der modvirker trykstigning og rytmeforstyrrelser. Støttebehandling som Q10, taurin og W3-fedtsyrer (f.eks. pikasol) m.m. kan forsøges, selvom dokumentation for effekten af sådan behandling ikke findes pt.
I tilfælde af mere moderate til alvorlige grader af AS, bør der tages forholdsregler i form af restriktiv motionering, d.v.s hård fysisk træning (cykelture, brugshundetræning, agility, svømning o.lign.) bør undgås. Men det er samtidig vigtigt at huske, at hunden stadig skal have lov til ”at være hund” og have en god livskvalitet, blot med en fornuftig mængde motion. D.v.s. omgang med andre hunde og de almindelige gå-ture skal selvfølgelig ikke bandlyses (så længe det foregår i hundens eget tempo). Det er en god ide at lade hunden ”bruge hovedet” ved problemløsningsopgaver (søge-opgaver o.lign.), så den bliver fornuftigt stimuleret på trods af sin hjertesygdom.
Ved operative indgreb, tandrensninger, åbne sår o.lign. bør antibiotika administreres.

Er hjertesygdommen medfødt og kan den være arvelig indenfor bestemte racer?
Hjertesygdommen er medfødt.
Det er vist f.eks. hos newfoundlænder, at sygdommen har en dominant arvegang og det er sandsynligt, at denne arvegang kan være involveret ved AS hos andre hunderacer. Det må derfor på det kraftigste frarådes at syge hunde anvendes i avlen!

Yderligere oplysninger kan findes på internettet (f.eks. medline og go.com):
Søgeord – dog, aortic stenosis, subaortic stenosis, congenital heart disease, heart failure, concentric hypertrophy

——————————————————————–

Hjerteundersøgelse af Dogue de Bordeaux

Hjerteundersøgelse af DdB i Danmark er indledt i samarbejde med lektor dyrlæge ph.d. ved KVL, Jørgen Koch, efter han indenfor kort tid havde set flere tilfælde af DdB med aortastenose. Han havde derfor en formodning om, at der var et problem hos racen, og Doggerklubben besluttede derfor i efteråret 2004 at igangsætte en frivillig undersøgelse for de DdB-ejere, som ønskede at få deres hund undersøgt. Undersøgelserne på KVL er foretaget af Jørgen Koch samt dyrlæge Miriam Höllmer.

Undersøgelsen diagnosticerede hundene på 2 punkter:
Aortaudløbshastighed

  • Under 2 m/s: Ingen tegn på aortastenose
  • 2,0-2,25 m/s: Gråzone tilfælde. Aortastenose kan ved disse hastigheder hverken udelukkes eller diagnosticeres med sikkerhed med de nuværende diagnostiske muligheder. En del af disse hunde kan have aortastenose under udvikling.
  • 2,25-3,5 m/s: Mild aortastenose. Hunde med mild aortastenose lever ofte et normalt liv uden symptomer på sygdom, men det kan ikke udelukkes, at de dør tidligere end raske hunde.
  • 3,5-4,5 m/s: Moderat aortastenose. Hunden kan være symptomfri eller vise de samme symptomer som beskrevet nedenfor for alvorlig aortastenose.
  • Over 4,5 m/s: Alvorlig aortastenose. Hunde med alvorlig aortastenose udvikler ofte symptomer som træthed, nedsat kondition og besvimelsesanfald i de første leveår. Ligeledes kan pludselig død forekomme. Mange af disse hunde dør inden de bliver 3-4 år gamle.

Mislyd
Mislyd opdeles i 6 grader og kategoriseres med tallene 1 til 6, hvor 1 er den svageste mislyd og 6 den kraftigste.

I undersøgelsen deltog 53 hunde med nogenlunde ligelig kønsfordeling. Af de 53 hunde var 32 hunde ældre end et år.

Resultater af undersøgelsen:

  • 72% af hundene havde en mislyd
  • 17% havde aortastenose (aortaudløbshastighed over 2,5 m/s), heraf havde 7,5% på undersøgelsestidspunktet aortastenose i moderat eller alvorlig grad (aortaudløbshastighed over 3,5 m/s).

Konklusion af Jørgen Koch og Miriam Höllmer:
Generelt viste undersøgelsen, at DdB har et signifikant hjerteproblem med et underdimensioneret hjerte-kar system. Enkelte DdB havde hjerter på størrelse med hunderacer på den halve størrelse.

En generel undersøgelse af SAS hos DdB er kun foretaget denne ene gang, i efteråret 2004. Danmark er det første land, der har igangsat systematisk undersøgelse af aortastenose hos DdB. Det er ikke muligt på dette spinkle grundlag at vurdere hvordan og i hvilken grad aortastenose nedarves hos DdB, dog er der ingen tvivl om at sygdommen er arvelig. Pr. 1. september 2008 er der indført avlsrestriktion omkring aortastenose, fra og med denne dato skal alle hunde have kendt SAS-status for at indgå i avl i Danmark.

Gå til toppen

Demodicose
Kilde: www.netdyredoktor.dk – af dyrlæge Helle Johansen

Hvad er demodicose hos hunde?
Demodicose er en betændelse i hårsækkene fremkaldt af hårsækmider. Hårsækmiden er en lille cigarformet mide, der lever i huden. Den er almindeligt forekommende hos sunde og raske hunde. Miden bosætter sig i hårsækkene allerede i hvalpealderen, hvor den tætte kontakt mellem tæve og hvalp letter overførslen af smitten. Miderne lever af afstødte hudceller, talg og lignende.

Hvad er symptomerne på demodicose?
Sygdommen har to former, en lokal og en generaliseret:

  • Ved den lokale form er der oftest læsioner i ansigtet og/eller på forbenene. Betændelsen medfører, at hunden taber hår, så der fremkommer hårløse partier. Der kan være kløe og skældannelse.
  • Ved den generaliserede form er store dele af kroppen angrebet. Den generaliserede form viser sig oftest ved store sammenhængende områder med voldsommere forandringer.

Der kommer ofte en bakterieinfektion oveni, som kan medføre, at huden bliver fortykket. Det kan væske fra de ramte områder, så der dannes skorper, og af og til ser man små byldedannelser i huden.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen demodicose?
For at stille diagnosen demodicose er det nødvendigt, at dyrlægen påviser et relativt stort antal hårsækmider. Det gøres ved, at dyrlægen foretager et hudskrab, som undersøges i et mikroskop. Skrabet foretages med en skalpel eller en skarp ske, og hunden er enten lokalbedøvet eller under fuld narkose. Undertiden kan det være relevant at supplere hudskrabet med en vævsprøve (biopsi) fra huden, som undersøges af en patolog.

Hvordan behandles demodicose?
Den lokale form af demodicose kan forsvinde af sig selv i løbet af 6-8 uger, men det kan være nødvendigt at behandle hunden mod samtidig bakterieinfektion med antiobiotika, ligesom hyppig vask med en hårsæksrensende shampo, f.eks Vetriderm® BP-shampoo, kan afkorte forløbet.
Den generaliserede form af demodicose er en alvorlig sygdom, der ofte kræver intens behandling. Der findes ingen medicin, som er godkendt til behandling af demodicose hos hunde i Danmark. Derfor må dyrlægen i samråd med ejeren ofte benytte lægemidler, som erfaringen viser har effekt, men som altså ikke er godkendt til behandlingen. Det er som regel nødvendigt at behandle i mere end 2-3 måneder, før der ikke længere kan findes hårsækmider i nye hudskrab.

Hvorfor får hunde demodicose?
Hvorfor visse hunde får problemer, og andre ikke gør, er endnu ikke klarlagt i alle detaljer, men man ved, at en nedsat funktion af immunforsvaret spiller en væsentlig rolle. Det er oftest unge hunde, der udvikler demodicose. Når der ses problemer hos voksne hunde, skyldes det i regelen, at en anden lidelse svækker hunden.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få demodicose?
Demodicose ses hos mange racer, men især shar pei, west highland white terrier og engelsk bulldog er disponerede for sygdommen.

Gå til toppen

Mavedrejning
Kilde: www.netdyredoktor.dk – af dyrlæge Knud Dahlgaard

Hvad er mavedrejning hos hunde?
Mavedrejning er en af de mest frygtede lidelser hos hunde, fordi forløbet ofte er meget akut og meget voldsomt.
Som navnet siger, sker der en drejning af mavesækken. Forestil dig mavesækken som en udvidelse eller en ballon midt på en vandslange. I den ene ende er spiserøret, som fører ind til mavesækken, i den anden ende er tyndtarmen, som fører væk. Hvis ballonen/mavesækken bliver drejet ½ -1 omgang, bliver slangen snoet lige før og lige efter mavesækken. Resultatet er, at gæringsluft i mavesækken ikke kan slippe ud. Mavesækken bliver mere og mere udspændt som en ballon, samtidig med at hunden får det dårligere og dårligere.

Hvad er symptomerne på mavedrejning?
Hunden er rastløs, savler og forsøger at kaste op, men der kommer intet eller kun en smule skum. Bugen er udspilet af luft, og det kan du nemt mærke ved at banke let på maven med fingerspidsen. Vejrtrækningen er hurtig og overfladisk, benene er kolde, og hunden har ondt og er meget nedstemt.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen mavedrejning?
Ud fra symptomerne vil dyrlægen hurtigt komme på sporet af diagnosen mavedrejning. Hvis han er i tvivl, kan diagnosen fastslås ved en røntgenundersøgelse, hvor den luftfyldte og roterede mavesæk tydeligt træder frem.

Hvordan behandles mavedrejning?
Mavedrejning er en meget alvorlig og livstruende sygdom. Det er nødvendigt at handle hurtigt for at give hunden de bedste muligheder for at overleve. Derfor skal din hund hurtigst muligt til dyrlæge, hvis du lægger mærke til de nævnte symptomer.
Dyrlægen vil primært sørge for at tømme luft ud af den udspilede mavesæk eventuelt ved at stikke en kanyle ind i den. Derefter vil han give hunden smertestillende medicin og forsøge at stabilisere tilstanden ved bl.a. at give hunden væske. Senere vil dyrlægen forsøge at tømme mavesækken ved at føre en slange ned gennem spiserøret. I sidste ende kan en operation komme på tale for at få mavesækken drejet på plads og syet fast, så det forhåbentligt ikke kan ske igen.
I visse tilfælde vil dyrlægen vælge at operere med det samme, og i andre tilfælde vil han vente til dagen efter for at få stabiliseret hundens tilstand bedst muligt inden indgrebet. Det første døgn, og især de første timer efter at mavedrejning har udviklet sig, er kritiske. Mange hunde bliver meget dårlige med voldsomme forstyrrelser i kredsløb, væskebalance og hjertefunktion. I de tilfælde er der stor risiko for, at hunden dør under behandlingen.

Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den får mavedrejning?
Hvis hunden overlever de første timer og det første døgn, er udsigterne til en normal tilværelse efter sygdommen gode. Men spørgsmålet er, om den får mavedrejning igen. Risikoen er helt klart til stede, hvis ikke mavesækken bliver syet fast, så den ikke kan dreje eller rotere igen.
Du kan selv bidrage til at mindske risikoen for mavedrejning ved at fordele hundens mad ud på flere daglige måltider – mindst to – og undlade at motionere den de første par timer efter hvert måltid.

Hvorfor får hunde mavedrejning?
Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor hunde får mavedrejning, men man ved med sikkerhed, at risikoen for, at sygdommen udvikler sig hos en i øvrigt disponeret hund, er størst, når hunden motionerer eller leger kort tid efter, at den har spist eller drukket store portioner.

Hvad er risikoen for, at din hund får mavedrejning?
Hvis din hund tilhører en af de racer, som er særligt udsatte for lidelsen, er der risiko for, at den får mavedrejning. Men husk, at du selv kan mindske risikoen ved at fodre og motionere den fornuftigt.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få mavedrejning?
Mavedrejning rammer først og fremmest de store racer og især racer med dyb brystkasse som granddanois, irsk setter, schæfer m.fl. Lidelsen optræder sjældent hos små racer.

Gå til toppen

Sub-Aortic Stenosis (SAS)

What is SAS?
Sub-Aortic stenosis is a common congenital (present at birth) defect, found most often in large dog breeds. This condition is an abnormal narrowing of the juncture between the left ventricle of the heart and the aorta. The narrowing is usually the result of a scar like tissue which has formed a ring just below the aortic valve.
Diagnosis of SAS in its mildest, or sub-clinical, form, is extremely difficult. Due to the wide range of possible stenosis (narrowing) ranging from minor to severe, the impact upon the dogs overall health and symptoms will also present a wide range of possibilities. A dog affected with the mildest form of SAS will lead a full life of normal duration and quality, and will most likely be completely asymptomatic. Even those with moderate SAS can lead normal lives. However, dogs that are severely affected are at risk of sudden death. Heart failure is very rare except in the most severe cases, and those dogs usually have a severe mitral valve insufficiency as well as SAS.

Diagnosing SAS
The first examination is the auscultation, or exam with a stethoscope. This is performed to detect any murmur, however it is extremely difficult to hear the murmur in the mild cases and it requires a trained ear, it can not be expected that a vet without experience in this particular examination will detect a mild murmur.
Electrocardiograms are often normal, regardless of the degree of disease. In the most severe cases, radiographs can possibly show some ventricular enlargement, but they often appear normal as well. A Doppler echocardiogram will show the presence of subvalvular lesions, and an increased velocity in the flow of blood across the aortic valve due to the constriction of the valve by the lesion. Normal velocity is determined at 1-2 meter/second, in severe cases of SAS the velocity can be up to 5-8 meter/second. A Doppler will also show aortic regurgitation in a high percentage of SAS cases.

What happens inside the affected heart?
The heart is the organ (or system) which frequently fails in the dog and surprisingly, it happens to dogs of all ages. In the young, this is typically the result of congenital abnormalities in the formation of the heart or blood vessels, which surround it. In older animals, it is usually a case in which one side or chamber is weakened or over-worked due to altered circulatory patterns.
The heart is actually nothing more than a mechanical pump. It accepts blood on one side and forces it through the lungs, then its other half pumps the liquid on through the entire body. The heart does not change or alter the blood in any way. It has no glandular tissue and therefore secretes nothing into the blood nor does it extract anything. It is probably the simplest and most easily understood organ in the entire body.
As a quick review, blood returns from the body and enters the right upper chamber of the heart, called the right atria. At this point, the blood is low in oxygen but high in carbon dioxide. It is then pumped from the atria through the right atrioventricular valve into the right ventricle. From this larger chamber, it is then forced on into the lung field through the pulmonary artery. This is the only artery in the body that carries non-oxygenated blood. Carbon dioxide is a by-product of body metabolism and is attached to the red blood cells. In the lungs, carbon dioxide is replaced with oxygen. The reoxygenated blood then moves through the pulmonary vein back into the heart and enters the left atrium. This chamber pumps the blood through the mitral valve into the left ventricle, which is the largest, most heavily-muscled chamber of the heart. While other chambers only move the blood a short distance, the left ventricle has the responsibility of forcing blood throughout the entire body. This completes the system, which allows blood to circulate throughout the body and then return to the heart.

Heart affected by SAS
LA Left atrium
LV Left ventricle
PA Pulmonary artery
PV Pulmonary vein
RA Right atrium
RV Right ventricle
VC Vena cava

 

In young dogs, a congenital condition referred to as aortic stenosis affects the left side of the heart. When the left ventricle pumps blood to the body, it goes first through the aorta. This huge artery then branches into smaller ones that supply different areas.
With aortic stenosis, the opening between the left ventricle and aorta is smaller than normal, the narrowing is usually the result of a scar like tissue which has formed a ring just below the aortic valve and can range from very mild to very severe. The narrowing causes the blood to flow into the aorta under higher pressure (like putting your thumb over the end of a garden hose). This makes the left ventricle work harder against the pressure and the heart muscle thickens.
Animals with this disorder are weak, lethargic, prone to fainting and may have poor growth rates. All of these signs are due to inadequate profusion of the tissues with nutrient and oxygen-rich blood. These animals typically have much shortened life spans and death finally results from left-sided heart failure. Even though the left ventricle is extra strong, it cannot maintain this workload over time.

Heritability
SAS is an inherited disease. That much has been determined. However, the exact mode of inheritance still has not been proven. At present, there is widespread opinion that the disease is a dominant gene trait with “imperfect” or “variable” penetrance. It is also believed to be polygenic. These factors make the exact mode of inheritance extremely complex, and the struggle to eliminate carriers from a breeding program is a difficult and elusive endeavor.
In simple terms, any affected dog can produce SAS in its offspring; there does not need to be a matching gene in the other parent. A clinically unaffected dog may produce SAS in its offspring if it carries the gene. There is evidence, but no proof, to suggest that the more severe the genetic defect, the more cumulative the affects of the disease will be.
Until there is a definitive DNA test available, there is no way to detect those dogs with extremely mild, sub-clinical disease (except necropsy), nor is there a way to detect those dogs who are completely disease free but still carry the gene for SAS.

Sources:
www.barkbytes.com by Jennie Bullock
clubs.akc.org
www.peteducation.com by Marty Smith, DVM
www.moonstruckmeadows.com

Heart study of the Dogue de Bordeaux in Denmark
Heart study of the DdB in Denmark has been initiated by Jørgen Koch, senior lecturer and veterinarian ph.d. at the Royal Veterinary and Agricultural University of Denmark in collaboration with the Danish Dogger Club, after he had seen numerous cases of DdB’s with aortic stenosis within a short period of time. He therefore suspected SAS to be a problem within the breed and in the Fall 2004 the Danish Dogger Club decided to arrange a voluntary examination for those DdB-owners, who wanted their dog examined. All examinations were carried out at the Royal Veterinary and Agricultural University of Denmark by Jørgen Koch himself and veterinarian Miriam Höllmer.

The examination diagnosed the dogs on two points:

Velocity in the flow of blood across the aortic valve

  • Below 2 m/s: No signs of aortic stenosis
  • 2.0-2.25 m/s: Borderline. Aortic stenosis can not be excluded nor established with certainty at this velocity with the diagnostic possibilities that we have today. Some of these dogs may have developing aortic stenosis.
  • 2.25-3.5 m/s: Mild aortic stenosis. Dogs with mild aortic stenosis often lead normal lives and are completely asymptomatic, however it can not be ruled out that they will die earlier than healthy dogs.
  • 3.5-4.5 m/s: Moderate aortic stenosis. Dogs may be asymptomatic or show the same symptoms as described below for severe aortic stenosis.
  • Beyond 4.5 m/s: Severe aortic stenosis. Dogs suffering from severe aortic stenosis are often tired, are out of condition and prone to fainting within the first years of their lives. Sudden death also occurs. Many of these dogs only live to be 3-4 years old.

Heart murmur

  • Murmur is divided into 6 degrees and categorised with the numbers from 1 to 6, where 1 is the weakest murmur and 6 is the strongest.

53 dogs participated in the study. 32 of these were more than 1 year old, the population was more or less equally split between males and females.

Results of the study:

  • 72% of the dogs had a heart murmur
  • 17% suffered from aortic stenosis (velocity in the flow of blood across the aortic valve of more than 2.5 m/s). Of the 17% diagnosed with aortic stenosis, 7.5% suffered from moderate or severe aortic stenosis at the time of examination (velocity in the flow of blood across the aortic valve of more than 3.5 m/s).

Conclusion by Jørgen Koch and Miriam Höllmer:
Overall the study shows that the DdB has a significant heart problem with an under-dimensioned cardiovascular system. Some of the examined dogs had hearts the size similar to breeds half the size of a DdB.

At the moment (Fall 2005) only the above-mentioned 53 dogs have been examined, and the examination has only been carried out once (Fall 2004). Denmark is the first country to initiate a systematic study of aortic stenosis with the DdB. It is therefore not possible based on this slender foundation to establish how and to which extend aortic stenosis is inherited with the DdB. At this point we do not know enough about the disease within our breed, however there is no doubt that the disease is hereditary. There is no breeding restriction on aortic stenosis and no demand to have your dog examined in order to use it for breeding, breeders choose voluntarily whether they want to have their breeding animals examined or not.

Back to top

Comments are closed